Når søde køer ikke er søde og desuden også består af en sur tyr

Jeg har ko-fobi. Og den har jeg haft i 4 år, lige siden mit møde med Fru Skævhorn og Tyrefar, og hele deres familie, på en mark hvor en vandresti passerede igennem. Uden at advare om rasende tyrebasser.

For 4 år siden kom jeg fredeligt gående – iført vandrestøvler, shorts t-shirt og rygsæk – langs en å, og var gået i gennem en låge, ind til en græsmark hvor der gik nogle køer. KØER. Ikke tyre! Troede jeg…. lige indtil jeg skrækslagen erkendte at de søde køer ikke var særlig søde og desuden var beskyttet af en rasende matriark – Tyrefar. Han mente ikke jeg skulle være der, og satte brølende efter mig. Jeg måtte flygte alt hvad remmer og tøj kunne holde, hen over marken og slutteligt op af en skrænt fuld af brændenælder, brombærkrat (av ben) og døde mus (arh…kun 1 død mus) plus en forskrækket Natugle der fløj op foran mig og forskrækkede til gengæld MIG, så jeg skvattede så lang jeg var…og landede ca 5 cm fra en død mus. Herre jemini det blev da en tur jeg aldrig vil glemme og for mit indre øre kan jeg stadig høre de gungrende hove fra Tyrefar og hans koner som brølende kom tættere og tættere på!
Det har sgu været et syn.